"Mine 7 flyverhelte"
Onsdag den 25. februar 2026
Royal Air Force i England organiserede under 2. verdenskrig over 387.000 bombetogter over fjendtligt eller besat område. I forbindelse med disse bombetogter mistede englænderne 8.953 bombefly.
Et af de mange bombefly med syv mand ombord, styrtede den 27. august 1944 ned på en mark ved Brædstrup, vest for Horsens.
Besætningen var på vej hjem fra en mineudlægningsopgave i Danzigbugten i Polen. På vej over Danmark blev deres Lancaster bombefly ramt af en tysk natjager. Hårdt beskadiget og brændende styrtede bombeflyet ned på marken, tæt på hvor Brædstrup Flyveplads ligger i dag.
For at mindes de omkomne, fremstillede den daværende gårdejer Svend Andersen, min morfar, et mindesmærke. Mindesmærket er et kors lavet af vragdele fra flyvemaskinen.
Her 81 år efter hændelsen har vi i min familie stadigvæk kontakt til nogle af de pårørende.
Jeg vil fortælle om flyet, flyverne og de mange breve og oplevelser, jeg kender fra de pårørende. I min kælder har jeg dele af flyet liggende, og finder stadig ting i jorden, når marken pløjes.
Ved Anders Lund
Pris: 80 kr.
Tid: Onsdag den 25. februar 2026, kl. 14.00 til 16.30
Adresse: Kirkegade 15, 8722 Hedensted